Godkendt

Den 26. april 2016 – dvs. 5 år, 9 måneder og 6 dage efter sygdommen ramte – var A. og jeg indkaldt til visitationsmøde på socialforvaltningen. Vidste ikke helt, hvad der ventede os. Stod på trappeopgangen og ventede i noget, der føltes som halve timer. Havde trukket os lidt tilbage fra de andre ventende og stirrede ned i trappeskakten. Mærkede, at gelænderet sad løst. Spekulerede på, om nogen havde forsøgt at springe ud. Skulle vi ind og forsvare os selv, vores sag – vores liv?

Blev endelig kaldt ind i mødelokalet. Et langt bord med ukendte ansigter hele vejen rundt. Ingen anviste os et sted til vores overtøj, så vi stablede kejtet sagerne ved døren og tog plads ved siden af hinanden.

A.’s sygdoms- og sagsforløb blev skitseret. Så fik lægekonsulenten ordet.

Lægekonsulenten er den, man frygter mest. Alle kan fortælle skrækhistorier om lægekonsulenter, der går stik imod speciallæger og privatpraktiserende lægers anbefalinger.

Mine kæbemuskler låste sig fast, da han begyndte at tale. Trods min dybe koncentration og forsøget på at fange hvert ord, varede det flere minutter, før jeg forstod, at hans smil ikke var ironisk. At hans referat af lægelige konklusioner ikke byggede op til et afslag, men tværtimod skulle understøtte hans anbefaling om flexydelse.

Så fulgte nogle minutter, hvor vi forsøgte at gennemskue, om afgørelsen dermed lå fast, eller der skulle foregå en votering, når vi havde udtalt os. Men på beskæftigelsesvejlederens smil og de tilstedeværendes nikken forstod vi efterhånden, at vores udsagn hverken ville gøre til eller fra. Udfaldet var givet, før vi trådte ind i lokalet – og det var til vores fordel. A. var tilkendt flexydelse. Ikke mere kontanthjælp. Livet som respekteret bidragsyder til samfundet kunne genoptages.

Det lykkedes mig at undertrykke impulsen til at falde lægekonsulenten om halsen – fortrinsvis fordi et relativt bredt bord adskilte os. Men intet kunne hindre væg-til-væg-smilet, da vi trak os baglæns ud af lokalet som efter en royal audiens.

Det krævede en solid kop varm chokolade på nærmeste café, før vi kunne vende tilbage til hverdagens gøremål. Og naturligvis en opdatering på Facebook til familie og venner:

Efter mere end fem et halvt år med uvished er der i dag truffet afgørelse om A.’s fremtid – han indstilles til flexydelse, som vi havde håbet på.

I stedet for at være bitre over, at sagsbehandling og diagnosticering skulle sluge så stor en andel af hans arbejdsliv, så vælger vi at fokusere på det positive og siger TAK til alle jer kolleger, venner og familiemedlemmer, som har støttet hele vejen igennem.

I har været fleksible, når vi ikke kunne være det, har hjulpet med flytning, transport, børnetøj m.m. og ikke mindst – lagt øre til, når det har været hårdt. I er de bedste

Hverdagsglimt #3

Så sidder man dér igen. Har glædet sig til at skulle til en selskabelig begivenhed med sin elskede, og så viser dagen sig at være en af de dårlige, hvor sygdommen overskygger alt og trumfer lysten og viljen til at slå sig løs blandt andre mennesker.

Trist og ærgerligt for den syge, som må tage tidligt hjem med smerter, og frustrerende for partneren som står mellem valget at gå med og afskære sig selv fra en social begivenhed eller blive hængende til en fest, som pludselig føles amputeret.

Nogle dage er svaret at tage med hjem og dyrke tosomheden – andre gange at fungere som forholdets repræsentant og forsøge at trække noget af den gode energi med hjem.

Der er ingen ideel løsning, og man føler let, at man svigter socialt, uanset valget. Men min mand skal ikke sidde både med smerter og dårlig samvittighed. Så det er altid MIT valg og min pligt at få det bedste ud af situationen. Uden fortrydelse. Denne gang valgte jeg at danse…

 

Ny refusionsreform – og ny energi

 

Som jeg tidligere har skrevet her på bloggen, har børnene selvfølgelig højeste prioritet i mit liv. Så da jeg i sommer pludselig igen viste tegn på stress, og samtidig skulle genoptage min videreuddannelse, valgte jeg at skære helt ind til benet. Mine børn har krav på en mor med tid og overskud. Bloggen måtte altså stilles lidt i bero. Men jeg har savnet den og glædet mig til at få den i gang igen.

Med årsskiftet indførtes en ny refusionsreform. Den betyder, at kommunerne fremover får samme refusionssats, uanset hvilken ydelse den arbejdsløse borger anbringes på. Førhen kunne udsigten til højere refusionssats være udslagsgivende, når sagsbehandlere skulle vælge ydelsesform til den enkelte borger.

I dag differentieres refusionen til gengæld over tid. Med andre ord belønnes kommunerne for at vælge den mest effektive ydelse – i denne sammenhæng den ydelse, som først får borgeren tilbage i job.

En potentiel fare ved modellen er, at kommunerne satser på de stærkeste og lader dem i stikken, som er mest ressourcekrævende.

I vores situation gav det imidlertid fornyet håb om, at min mand måske endelig ville få tilkendt en flexydelse, der kunne bringe ham tilbage på arbejdsmarkedet, om end kun i begrænset omfang.

Samtidig kom han ved årsskiftet tilbage på fuld kontanthjælp, efter at han i to år havde måtte nøjes med det halve pga. den gensidige forsørgerpligt, som var indført for derefter at blive afskaffet hurtigt igen, men nåede at påvirke vores husstandsindtægt betragteligt undervejs.

Begge dele har således haft stor indflydelse på vores indtægt, familieliv og forhåbninger for fremtiden. Der var pludselig udsigt til en bedre tilværelse, og det gav ny energi. Det dræner at måtte vende hver en femøre og ikke kende sine umiddelbare fremtidsudsigter.

Så foråret blev gået i møde med store forhåbninger.

Kilde: Weekendavisen #51/2016

Helt ærligt!

Forleden havde vi herhjemme det afsluttende besøg af vores helt fantastiske sundhedsplejerske, som har fulgt vores lille familie gennem de sidste 4 år.

Et helt igennem sympatisk og empatisk menneske, som har lyttet, observeret og kommenteret gennem sorger og sejre, fra jeg stod som håbefuld og nybagt mor på barsel og til nu, hvor jeg er mor til to og med et fuldtidsjob forsørger familien, fordi mit livs kærlighed viste sig at have en livsvarig lidelse.

Sundhedsplejersken kommer altså ud til en familie, som gennem flere år har været presset af sygdom og en kuldsejlet økonomi. En familie med en far, der har kroniske smerter, og en mor, der er ved at pådrage sig mavesår i sit forsøg på at kompensere.

Og så oplever hun to glade, harmoniske børn, som stilfærdigt hygger sig, mens de voksne bare snakker og snakker. På intet tidspunkt er der optræk til strid eller utålmodige forsøg på at opnå opmærksomhed. Til sidst spørger hun os, hvordan vi bærer os ad.

Hvad vi gør særligt som forældre? Jeg måtte tænke over det længe for at finde ind til kernen. Men jeg tror, at jeg har svaret: At den ærlighed, som kendetegner vores parforhold, også gælder i forholdet til børnene.

Der er dage, hvor vi er pressede på tid og overskud, ligesom rigtigt mange andre forældre. Men vi tør godt stå fast på, at der desværre ikke bliver en godnathistorie i aften, eller at det ikke dur med børn i køkkenet i dag. Derved undgår vi mange situationer, som er potentielt belastende for både børn og voksne, fordi vi reelt ikke har overblikket til at guide børnene ordentligt igennem uden nederlag.

Og på den måde mærker børnene, at når vi så sammen læser historie, holder pyjamasparty, bager eller laver perleplader, sker det altid med lyst, kærlighed og overskud.

Jeg tror, at den ærlighed både gør dem trygge, men også styrker deres selvværd.

Den grundlæggende tryghed gør det også lettere at håndtere, når det alligevel en gang imellem ender med, at nogen bliver ked af det.

Nogle gange opstår en situation, hvor jeg må ned i øjenhøjde med børnene og sige Undskyld! Det var mor, som var dum.

Børn kan jo godt mærke, om man er oprigtig i omgangen med dem. Og hvis vi gør noget særligt for vores børn, så er det nok at vise dem den respekt at stå fast og være ærlige – også når det er lidt træls.

Men det kræver altså to forældre, som bakker hinanden op og står sammen om både små og store beslutninger. Og så hjælper det helt sikkert at have en sød og kompetent sundhedsplejerske, som forstår at lytte – dét kan ikke gøres op i penge og kommunale budgetposter.

Valgdag

Valget 2015 har ikke budt på en rar valgkamp for os, der er i berøring med det sociale system.

Det har været hæsligt at se sin syge mand fremstillet i medierne som en samfundsnasser og et problem for landet.

Der er utvivlsomt mange steder, hvor der skal strammes op og meget, der kan gøres bedre.

Men det er menneskesynet, der har skræmt mig under denne valgkamp.

Jeg håber, at mange er kommet til besindighed undervejs og placerer deres stemme, så vi i morgen vågner op til et samfund, der ser bare lidt bedre ud – også set fra bunden.

At alle fremover vil blive mødt med respekt i stedet for mistro.

At alle får lov at bidrage til samfundet, med det de formår.

God valgdag.

Sex eller støvsugning?

”Jeg kan da se, at dén del fungerer, hø-hø”.

I den periode hvor A. gennemgik flest undersøgelser til afklaring af sin sygdom, var jeg synligt gravid, så det gav jo anledning til en del spøgefuldheder fra lægerne undervejs.

Siden har vi fået endnu et barn sammen, så ja – dén del fungerer. I forhold til mange andre sygdomsramte par, har vi været heldige. Men intet kommer af sig selv. Det kræver omtanke og vilje at vedligeholde sit parforhold, uanset om begge parter er raske eller ej.

”Jeg synes, du er lækker, men jeg er ikke lige til noget i dag.”  Når vi er blevet spurgt til, hvordan vi har klaret skærene, så er vores svar nr. 1: Ærlighed. Vi er afsindigt gode til at få sagt tingene til hinanden. Men det kan vi kun, fordi vi også er gode til at tage hinanden for pålydende uden at overfortolke og blive mopsede.

Det fungerer også for os at lave aftaler om, hvornår vi vil sætte tid af til fysisk samvær. Så kan vi sammen gå og glæde os til ”på fredag, når ungerne er puttet…”. I realiteten må vi ofte ændre planerne, fordi vi så pludselig rammes af en dårlig dag eller andet, men det betyder mindre.

Selvom det kan lyde selvmodsigende, så er spontanitet også vigtig. Netop fordi planerne ofte må fraviges, så betyder det meget, at man er villig til at lade opvasken stå en gang imellem, hvis en lejlighed til intimitet byder sig.

Det er bare lettere sagt end gjort, når man lever sammen med en kronisk syg. Seksuelt samvær koster på energikontoen. Man skal ikke blot sætte tid af nu og her, men også tage i betragtning hvad der bliver brug for af kræfter både senere og dagen derpå.

Når man i forvejen føler sig presset på tid og overskud, fordi ens partner ikke er rask, så kan det være svært ikke i et splitsekund at tænke, at man har mere brug for støvsugning end for sex.

Det er også svært ikke at føle dårlig samvittighed, når en intim stund fører til, at ens partner får en virkelig dårlig dag efterfølgende, og det måske endda går ud over børnene.

Men det er så afgørende at bevare intimiteten. At holde fast i hinanden som kærester, så forholdet ikke bare ender som en praktisk foranstaltning. Uanset arten af det fysiske nærvær, så er det med til at styrke relationen og give lyst til det fortsatte liv sammen. Det er desuden vigtigt at blive mindet om, at kroppen stadig kan være en kilde til glæde.

I bogen Til sygdom os Skiller, opstiller Susan og Alan Binau en række råd til par, der er ramt af sygdom:

  • Tal med din partner (I kan ikke gætte hinandens tanker).
  • Prioritér tiden med din partner.
  • Skemalæg jeres sexliv (og nyd hinandens uforpligtende kærtegn de andre dage).
  • Dyrk andre former for seksuelt samvær (Find stillinger, der aflaster kroppen).
  • Sammenlign aldrig med andre.
  • Respektér hinanden.
  • Vær tålmodige.
  • Søg viden om medicinens påvirkning af kroppen.
  • Brug seksuelle hjælpemidler (Kan være alt fra stikpiller til erotiske film).

Kilde: Til sygdom os skiller (2009) s. 159ff.

Forfatterparret opfordrer til at søge vejledning hos en sexolog, før samlivet går i hårdknude.

Der kan også være hjælp eller inspiration at hente på steder som NetDoktor.dk.

Endelig skal man ikke glemme, at helt almindelige, raske par kan have glæde af nøjagtigt de samme råd. Syg eller ej – alle har brug for at føle sig attråværdig. Find ud af, hvad der virker for jer, uanset om det er en sød seddel i madkassen eller en fræk sms midt på dagen.

Skal Far med?

Forår, ferie og god tid med familien. Jeg havde glædet mig SÅ meget til påskeferien og for længst meddelt institutionen, at vi holdt begge børn hjemme hele ugen. En smule ambitiøst – men velovervejet – havde jeg også besluttet at bruge de 10 dage på pottetræning for begge børn og havde forberedt projektet godt. Herunder også fornuftigt sørget for ro omkring os, så vi kunne have træningen i fokus.

Ferien blev god, og satsningen havde den ønskede effekt, så jeg var en stolt mor ved ugens udgang. Men også meget, meget træt. Udover det praktiske arbejde omkring børnene, skal der samtidig støttes og opmuntres, og når børnene selv giver op, skal moderen have gåpåmod og overskud nok til alle.

Jeg vidste på forhånd, at jeg ville komme til at trække læsset. Og det var for så vidt okay. A. gjorde som altid, hvad han magtede. Problemet var, at vores permanente tilstedeværelse ret hurtigt drænede ham. Selvom vi tog på små udflugter, var vores tilstedeværelse i hjemmet massiv, og manden i vores liv blev træt og irritabel, da vi havde allermest brug for hans ro og omsorg.

Det betød blandt andet, at han stod lidt senere op for hver dag, så jeg alene måtte håndtere børnenes morgenmad, frustrationer og våde natbukser, mens kaffen stod på køkkenbordet og blev kold.

Jeg siger til mig selv, at alting bliver lettere, efterhånden som børnene bliver større. Men samtidig har denne ferie tvunget mig til at indse, at de perioder hvor andre familier lader op sammen, da tapper vi børnenes far for energi. Det er svært at se i øjnene; også selvom man ved, at man ikke skal tage det personligt.

Vi har foran os en udfordring med at finde ud af, hvordan vi bedst får hinanden gennem lignende perioder fremover. Måske bliver vi nødt til at holde dele af ferierne hver for sig, men hvis det kræves af os for at holde sammen, så klarer vi det med.

De gode stunder vi har sammen som familie, opvejer heldigvis alt besværet – alene glæden i børnenes stemmer, når det håbefuldt lyder: Skal Far med?

Debatindlæg: Syg på kontanthjælp

Set i Facebook-gruppen ‘Ulighed’:

“Syg på kontanthjælp…

Et liv underlagt ’Systemet’ i dagens Danmark…
Et liv som syg borger i dagens Danmark svarer til at være ulovligt varetægtsfængslet. :

Du er forbryderen, og sagsbehandleren er dommeren.
Du er spærret inde, og må kun hvad der er tilladt i det fængsel du sidder i (kommunen).
Der er ingen forsvarer, men masser af anklagere, så du er hensat til at skulle forsvare dig selv.
De bringer hele tiden nye vidner i form af lægekonsulenter m.m.
Du må ikke indkalde dine egne vidner i form af din egen læge/specialist.
Sagen skal gå om igen og igen, med nye vidner fra anklageren.
Hver gang sagen skal gå om, skal du selv stå for at rekonstruere forløbet i form af nye abejdsprøvninger m.m.
Men uanset hvor mange gange sagen går om, bliver slutresultatet det samme ; Dommeren og anklageren mener at du ikke taler helt sandt, og sagen må derfor gå om igen…

Nu har jeg været varetægtsfængslet i 7 år UDEN at der er faldet dom, og der er ikke udsigt til, at sagen nogensinde afsluttes… 

Det er ren Kafka…”

Michael Jylland, 29. marts 2015. Forfatteren har i gruppen givet sin tilladelse til at dele indlægget.

Lykken er…

Hvis man vil forstå, hvor gennemgribende en alvorlig, kronisk sygdom rammer ens liv og livskvalitet, kan det være relevant at se på lykkebegrebet, som man anskuer det i dag.

Der er en række parametre, som bruges til at definere og udmåle lykken i dagens samfund. Blandt de væsentligste er:

  • Tillid (troen på, at naboen vil én det godt; social kapital)
  • Tryghed (velfærdssamfundets sikkerhedsnet)
  • Velstand (relativ rigdom)
  • Frihed (rettigheder; kontrol over eget liv)
  • Arbejde (sociale relationer; identitet; mening)
  • Demokrati (deltagelse, lav korruptionsgrad)
  • Civilsamfund (sammenhængskraft, deltagelse)
  • Balance (mellem arbejds- og privatliv; fleksibilitet)

Kilde: Institut for lykkeforskning: Der er et lykkeligt land – En kortlægning af årsagerne til danskernes lykke (rapport).

Tillid. Der kan vente én nogle slemme skuffelser, når man bliver kronisk syg. Man kan pludselig se sider af både samfundet og ens nærmeste, som man ikke har opdaget før. Det kan være venskaber, der svinder ind, fordi man ikke kan deltage i de aktiviteter, som man kunne før, eller fordi man simpelt hen ændrer sig som menneske. Måske er ens arbejdsplads ikke så rummelig, som man gik og troede. Og det ultimative tillidsbrud: Ægtefællen vælger måske at forlade én, fordi situationen bliver for svær at håndtere.

Tryghed. For en kronisk syg kommer lægen og sagsbehandleren til at repræsentere samfundet. Og man opdager hurtigt, at sikkerhedsnettet anno 2015 ikke er så finmasket, som man går og tror. Læger fejler og læger har en funktion, som ikke kun handler om at forbedre netop din situation. Det samme med sagsbehandlerne, som samtidig presses til at holde udgifterne nede.  Når man som patient og pårørende kommer i klemme, er det værste næsten, at det er så svært for omgivelserne at begribe. Det kan da ikke være rigtigt! Når man er rask, går man i en lykkelig tro på, at hvis man falder, vil man blive samlet op igen. Så enkelt er det bare ikke altid.

Velstand. Uanset hvor meget du har sikret dig, før sygdommen rammer, vil du opleve en nedgang i årsindtægten. Måske finder man endda ud af, at de forsikringer man har tegnet ikke udløses af den sygdom, som har ramt dig eller din ægtefælle. Alt efter civilstatus kan man så ende på enten kontanthjælp eller partnerens forsørgelse. Det kan ske for alle, og det kan ske hurtigere, end man aner. Bliver du syg som relativt ung og uden en stor, personlig formue, kan den socioøkonomiske deroute være voldsom og med vidtrækkende konsekvenser. Hus, bil og udenlandsrejser kan være helt uden for rækkevidde. Og hvis du ikke har en partner med høj indtægt, kan I havne under fattigdomsgrænsen og miste muligheden for at give jeres børn det liv, som I havde forestillet jer. Samtidig fortsætter ens familie og omgangskreds deres liv uanfægtet, og man kan måske ikke længere deltage i deres aktiviteter som førhen.

Frihed. Kronisk sygdom kan betyde et alvorligt kontroltab. Sygdommen vil i sig selv begrænse dig, og du kan ikke længere gøre alt, som du plejede. I det øjeblik du ikke kan klare dig selv fysisk og/eller økonomisk, bliver du desuden afhængig af andre og mister selvbestemmelse i et eller andet omfang. Fremmede vil pludselig få en vis grad af magt over dit liv, og ikke mindst nedgangen i økonomien vil begrænse dig i forhold til tidligere.

Arbejde. Arbejde er identitetsskabende og med til at grundfæste ens plads i samfundet. Ryger man uden for dette fællesskab, bliver det afgørende at kunne skabe mening og sociale relationer andre steder. Dette kan ikke mindst være en udfordring, hvis man er så ung, at alle ens jævnaldrende arbejder i dagtimerne. Måske er ens private fællesskaber tilmed knyttet til den tidligere jobfunktion, som dermed ikke længere kan danne et grundlag for relationen. Mange vil kunne påtage sig et arbejde på nedsat tid eller lignende, men desværre er mulighederne for at være tilknyttet arbejdsmarkedet under særlige vilkår blevet kraftigt reducerede.

Demokrati. Selvom man trods alt ikke mister sin stemmeret ved at komme på overførselsindkomst, kan ens grundlæggende tro på ”systemet” godt lide et knæk.  Sagsbehandlingen i det offentlige kan være træg og af varierende kvalitet. Der er en økonomisk interesse i at få folk ud af systemet og ikke nødvendigvis igennem. Klagemulighederne er reelt begrænsede, og det kan i nogle tilfælde være samme person, der har truffet afgørelsen, som du skal anmode om at omstøde den.

Civilsamfund. Her kan der også som kronisk syg være god mulighed for at holde kontakten til det omgivende samfund i form af foreningsliv og interessefællesskaber. En del af de fællesskaber er i dag henlagt til internettet, hvor en mangfoldighed af brugergenererede sites som debatfora, selvhjælpssider og lignende udgør en daglig kilde til social kontakt for mange kronisk syge. Det kan ikke erstatte nære sociale relationer, men også sociale medier af almen interesse kan have stor værdi, hvis man er begrænset i den fysiske kontakt til omverdenen. I det omfang man magter det, kan man desuden bidrage med frivilligt arbejde og dermed fastholde sin selvforståelse som en, der bidrager meningsfuldt til samfundet.

Balance. Her skulle man umiddelbart tro, at der virkelig kunne være noget at hente på lykkekontoen, idet man som alvorligt kronisk syg ofte vil arbejde lidt eller slet ikke. Det kan da også være et aktiv som kronisk syg at have en høj grad af fleksibilitet i sit liv – ikke mindst i forhold til familielivet. Men fritiden skal netop ikke stå alene men i forhold til et arbejdsliv, og bruges på aktiviteter i samvær med andre, hvis den skal have optimal effekt på lykken.

Skal man så bare sætte sig ned og begræde det tabte? Nej, det mener jeg ikke. Men det kan nogle gange hjælpe at reflektere over situationen og se sit liv i en større sammenhæng. Det er trods alt bedre at være syg – og pårørende – i et land som Danmark frem for mange andre lande. Måske er der oversete muligheder for at skabe lidt luft i økonomien; måske skal man dyrke nogle få, men stærke relationer frem for et stort netværk; måske kan man via en interesse eller kvalifikation være en hjælp for andre – til glæde for én selv.

Kronisk sygdom kan ramme som et chok og påvirke ens liv og livskvalitet voldsomt, men man kan stadig have et godt liv. Det kræver en indsats af en selv, men også af det omgivende samfund. Man skal ikke beskæftige sig meget med lykkebegrebet for at indse, at man ikke udelukkende kan være sin egen lykkes smed – vi er i høj grad hinandens.

Hverdagsglimt #2

“Længe siden jeg har haft det så ringe.”

Min mands arbejdsprøvning blev i mandags lagt om, således at hans timer fordeles over fire dage i stedet for tre. Årsagen var, at han havde det svært med at være sat op fra 9 timer; så nu forsøger man at brede de 12 timer ud over ugen. Hvilket betyder, at han ikke længere har hver anden dag til at rekreere.

Så da jeg kom hjem forleden efter min ugentlige sene arbejdsdag, stod hans mors støvler ved hoveddøren, og den opvarmede portion aftensmad havde et umiskendeligt svigermorpræg. Pigerne er ofte blevet hentet i institutionen af deres bedstemor, men denne gang havde hun også måttet stå for maden. Så vidste jeg, at det stod skidt til.

I går forsøgte A. at trodse smerterne og støvsuge efter en lille indkøbstur, men resultatet var selvfølgelig bare, at han i dag måtte ligge brak igen.

Når jeg får en sms-besked som den ovenfor, så ved jeg, at der nok skal lægges en ny plan for dagen. I dag betød det, at jeg måtte overtage madlavningen. Til gengæld kunne vi så begge lytte med, da den 3-årige fortalte om sin dag i børnehaven. Far, jeg skal sige noget vigtigt. Jeg havde madpakke med på tur! Og jeg prioriterede at læse med børnene inden putning, selvom det blev lidt sent.

Ganske små ændringer kan vælte læsset for os, men som regel får vi det til at hænge sammen alligevel. Og nu hvor jeg endelig sidder her med kaffekoppen, kan jeg kun føle stor taknemmelighed over min lille familie, som fungerer på trods.

Godnat.